Skip to main content

Et stærkt content brief er den korteste vej til tekster, der rammer rigtigt fra starten. Ikke bare fordi briefet sparer tid i redigeringen, men fordi det omsætter strategi, målgruppeindsigt og SEO til konkrete skrivebeslutninger. Når rammen er tydelig, kan du skrive frit uden at sidde og opfinde formål, vinkel og struktur undervejs. Resultatet bliver en første kladde, der føles overraskende færdig.

Hos Falcke Digital Kommunikation arbejder jeg efter journalistens gamle råd: Tænk, når du tænker. Skriv, når du skriver. Rediger, når du redigerer.

Et godt brief skaber netop den adskillelse, så du ikke blander processer og mister fokus.

Hvad er et content brief og hvorfor bruge det?

Et content brief er en skriftlig ramme, der samler det vigtigste, før du skriver. Det kan være en enkel side med mål, målgruppe, vinkel, struktur, SEO-krav og konkrete citater, du vil bruge i teksten. Briefet er både til dig selv, til eventuelle kolleger og til dem, der i sidste ende skal godkende rammen.

Det bedste ved et godt brief er ikke, at det er flot, men at det er brugbart. Du kan læne dig op ad det, når du skriver, og du kan vise det til interessenter, så alle er enige om retning, før du bruger tid på selve skriveprocessen.

De 12 byggesten i et effektivt brief:

Brug disse felter som standard. Tilpas dem til format og ressourcer.

  1. Formål og KPI
  2. Målgruppe og brugerintention
  3. Hovedbudskab og vinkel
  4. Spørgsmål, teksten skal besvare
  5. Struktur og afsnit (outline)
  6. Tone of voice og stilgreb
  7. Proof points og eksempler
  8. Call to action
  9. SEO: primære og sekundære søgeord, SERP-noter, intern linkstruktur
  10. Format og kanaler (hvor og hvordan udgives materialet)
  11. Roller, proces og deadlines
  12. Kilder og faktatjek.

Et brief behøver ikke at være langt. Men det skal være klart. Kig på hvert felt og spørg: hjælper det mig med at skrive hurtigere og skarpere? Hvis ikke, forenkler du.

Content-skabelonen i korte træk

Du får hér en skabelon, du kan kopiere og bruge direkte. Og vil du udvide den, kan du tilføje fra jeres “aktive fravalg” (det, vi ikke skriver om), billedbehov, grafikidéer til eventuelle regulatoriske krav.

Hvad skal med i briefet? Hvorfor det er med? Eksempel på udfyldning:
Formål + KPI Gør succes målbar og styrer vinklen 30 demo-bookinger på 60 dage, 4 min. gennemsnitlig læsetid
Målgruppe Sikrer modtagerens perspektiv i hver sætning Indkøbschef i mellemstor produktion, 35–55 år, budgetansvar
Brugerintention Matcher søgning og behov Informationssøgning: “hvordan vælger jeg energirigtig emballage”
Hovedbudskab Skærer ind til kernen “Skift til X-løsning sparer 18 procent på materialer uden dyrere indkøb”
Vinkel Giver fokus og relevans Omkostningsbesparelse og bæredygtighed i samme beslutning
Spørgsmål, der skal besvares Forhindrer huller Hvad koster skiftet? Hvad er ROI? Og hvor hurtigt kan man implementere?
Struktur (H1–H3) Driver kladde og scannbarhed H1, tre H2’er, punktopstillinger, WIP-boks, FAQ
Tone of voice Holder sproget konsekvent Klar, konkret, ingen buzzwords, “du”-tiltale
Proof points Skaber troværdighed Case: Kunde A sparede 22 procent. 2 referencer, 1 beregning
CTA Forbinder tekst med handling “Få en gratis beregning” knap, sekundær CTA: “Download guide”
SEO Finder læseren, før læseren finder dig Primær: energirigtig emballage. Sekundære: CO2-regnskab emballage, emballagebesparelse
Links Forankrer og kvalificerer Intern: cases, produkt. Ekstern: standarder og artikler
Roller og deadlines Fjerner friktion Forfatter: Line. SME: Lars. Godkender: Mia. Udkast 12/11, live 20/11

Fra idé til første udkast på 45 minutter

Når tempoet er højt, hjælper en fast rytme.

  • 10 min research: Skim SERP, tjek 2–3 kilder, notér tal og konkurrenters vinkel. Brug mindmap eller stikord.
  • 8 min vinkel: Formulér én sætning med din vinkel og én med hovedbudskabet. Skriv også den vigtige læsergevinst.
  • 10 min outline: H1, H2, punktopstillinger. Én idé per afsnit. Tilføj de spørgsmål, du vil besvare.
  • 12 min skriv uden redigering: Udfyld rubrikkerne i outline. Skriv i korte sætninger. Aktiv form.
  • 5 min hurtig oprydning: Fjern fyldord, stram overskrifter, tjek CTA og links.

Nu har du – efter lidt øvelse – en første kladde, der holder. Og en første kladde er ikke en færdig SEO-artikel eller case.

SEO og brugerintention i briefet

Et godt brief forbinder det, folk søger efter, med det, du gerne vil fortælle. Start med at finde ud af:

  • Hvilket ord eller emne vil du gerne findes på, og hvad leder folk efter, når de søger på det?
  • Vil de have information, finde en bestemt side eller købe noget?
  • Hvilke andre ord eller spørgsmål dukker ofte op i forbindelse med emnet? Kig fx på “Folk spørger om”-boksen på Google.
  • Hvad viser søgeresultaterne allerede? Er der bestemte typer indhold, der fylder meget, og er der noget, de ikke dækker?

Skriv tydelige H2-overskrifter, der besvarer de spørgsmål, brugeren kan have. Brug interne links til at guide både læseren og Google rundt på siden. Sørg for, at metatitler og -beskrivelser både fortæller om vinklen og giver læseren lyst til at klikke istedet for at scrolle videre.

Strukturer kladden efter briefet

Når du skriver, så skriv i i mindre lette blokke med korte afsnit og tydelige overskrifter. Det gør indholdet meget mere indbydende og nemmere at forstå. Brug:

  • Korte afsnit. Husk, at ENTER er din ven
  • Mellemoverskrifter med klare budskaber
  • Punktopstillinger for trin, fordele og krav
  • Fremhævede citater eller tal, der bærer bevis

Det er her vinkelark, abstraktionsstige og mindmap giver værdi. Vinkelarket sikrer retning. Abstraktionsstigen oversætter fagtermer til billeder og eksempler, som læseren kan forstå. Mindmappet holder overblik, uden at du mister rytmen i teksten.

Kvalitetskontrol før du skriver videre

Et par enkle kontroller hæver kvaliteten markant allerede i kladdefasen.

  • Aktivt sprog: Hvem gør hvad. Skær ned på “man” og “der er”.
  • KISS: Korte sætninger, præcise navneord, færre tillægsord.
  • Fjern fyldord: “meget”, “faktisk”, “virkelig”, “i virkeligheden” og “på en eller anden måde” ryger ud.
  • Et afsnit, én idé: Alt andet flyttes eller slettes.
  • Højtlæsning eller tekst-til-tale: Klodser hopper i øret, også når øjnene overser dem.
  • Mikrofeedback: Få en kollega til alene at læse overskrifter og CTA. Fanger de pointen? Og får de lyst til at handle på den?

10-15 minutters målrettet oprydning kan være forskellen på “interessant” og “jeg klikker”.

Eksempel: Et kort udfyldt brief i praksis

Forstil dig, at du skal skrive en guide til en ny landingsside for et webinar om medarbejderambassadører på LinkedIn.

  • Formål og KPI: 150 tilmeldinger, 5 procent konverteringsrate fra organisk trafik, 40 procent åbning på opfølgende mail.
  • Målgruppe: HR- og kommunikationschefer i virksomheder med 200–1000 medarbejdere.
  • Brugerintention: De leder efter konkrete rammer for at starte et ambassadørprogram, uden at det spilder tid.
  • Hovedbudskab: Et lille, velstyret program kan skabe markant rækkevidde og employer branding uden ekstra annoncekroner.
  • Vinkel: “Start småt, målbart og trygt” med klare retningslinjer og en 90 dages plan.
  • Spørgsmål: Hvad kræver det af medarbejderne? Hvordan rammer vi den rette tone, så budskabet bliver modtaget, som det er tænkt, og læseren føler sig talt til på en måde, der passer til både emnet og situationen? Hvad må vi dele? Hvordan måler vi effekt?
  • Struktur:
    • H1: Få gang i et medarbejderambassadørprogram på 90 dage
    • H2: Hvad får I ud af det?
    • H2: Programmet trin for trin (uge 1–12)
    • H2: Rammer og politikker, der virker
    • H2: Måling og vedligehold
    • FAQ: Ejerskab, tidsforbrug, risiko.
  • Tone of voice: Klar, kollegial, praksisnær. Ingen buzzwords.
  • Proof points: Mini-case fra Kunde X (organisk rækkevidde 6x), citat fra HR-chef, skærmbillede af måling.
  • CTA: “Book din plads” og sekundær “Download skabelon til social media policy”.
  • SEO: Primær “medarbejderambassadører”, sekundære “employee advocacy program”, “LinkedIn ambassadør”.
  • Links: Internt til cases og blogpost om social media policy. Ekstern til LinkedIns egne retningslinjer.
  • Roller og deadlines: Forfatter Line, SME Sofie i HR, juridisk review Anders. Udkast 3/4, live 12/4.

Med et brief i den kvalitet kan selve skrivningen ofte klares på få timer med god assistance fra din foretrukte AI som sparringspartner og medforfatter, fordi usikkerhederne er fjernet.

Samarbejde, roller og feedback

Kvalitet opstår sjældent alene foran skærmen. Giv samarbejdet en tydelig struktur.

  • Én ejer: Én, og kun én, er ansvarlig for at drive brief og tekst i mål.
  • Tidsbokse: Aftal faste frister for input og godkendelse. Brug kalenderinvitationer.
  • Feedback-regler: Aftal kriterierne på forhånd. Bed om feedback på indhold og korrekthed, ikke personlige smagsdomme. Brug kommentarspor med klare spørgsmål.
  • Versioner: V1 er idé og brief. V2 er første kladde. V3 er sprog og finpudsning. Alle ved, hvad de kommenterer på hvornår.

Små feedbacksløjfer tidligt i processen fjerner store omskrivninger senere.

Værktøjer, der hjælper:

  • Brief i Google Docs, Notion eller Confluence, så alle kan kommentere.
  • Tjeklister i Asana, Trello eller Monday for at styre proces og ansvar.
  • Læsbarheds- og grammatikværktøjer. Brug dem til at spotte mønstre, ikke som sandhed.
  • SEO-plugins og SERP-værktøjer til at bekræfte brugerintention og konkurrencebillede.
  • Tekst-til-tale til sidste sprogfejning. Højtlæsning afslører snubletråde.

AI kan være en god hjælper i idé- og strukturfasen. Lad AI’en udføre dokumenteret research, generere alternative overskrifter, mulige H2’er eller en punktliste med spørgsmål, læseren kunne have. Redigér hårdt. Din faglighed sætter standarden, AI’en tilfører bredde, dybde og hastighed.

Faldgruber, du kan undgå

  • Vage mål: “Vi vil have en god tekst” hjælper ingen. Gør succeskriterier konkrete.
  • For brede målgrupper: “Alle” findes ikke. Vælg en person og skriv til dem.
  • Utydelig vinkel: To vinkler i samme tekst giver to halve pointer. Vælg én.
  • Strukturløs kladde: Uden outline ender du med at redigere i cirkler.
  • Ingen beviser: Påstande uden data eller cases svækker troværdigheden.
  • Sen feedback: Tidlige spørgsmål gør små rettelser store. Involver i brief-fasen.
  • Glemsom distribution: Et godt stykke indhold fortjener en plan for, hvordan det deles og genbruges.

Sæt flueben i briefet på de kritiske punkter. Det er små vaner med stor effekt.

Tænk klarsprog og læserens næste skridt

Klarsprog handler ikke kun om sætninger. Det handler om valg. Hvad behøver læseren for at tage et skridt videre? Hvilke spørgsmål har de lige dér i købsrejsen eller læringsforløbet? Et brief, der tvinger dig til at skrive læserens spørgsmål ind som H2-overskrifter, gør underværker for relevansen.

3 hurtige greb, der løfter din tekst i samme retning:

  1. Svar først, forklar bagefter
  2. Vis med eksempler og tal
  3. Gør det let at handle her og nu.

Mål på det, der betyder noget

Et brief bliver først rigtigt værdifuldt, når det kobles til måling. Definér på forhånd, hvordan du følger op. Eksempler på meningsfulde mål:

  • Engagement med indholdet: læsetid, scroll-dybde, klik på interne links
  • Effekt på forretning: demo-bookinger, tilmeldinger til nyhedsbrev, tilbudsanmodninger
  • Viden og holdning: før- og eftermålinger i surveys, antal spørgsmål til support.

Skriv i briefet, hvordan du vil tolke data, og hvornår du evaluerer. Brug indsigterne til at forbedre næste brief. Så bliver din proces stærkere for hver udgivelse.

Genbrug briefet på tværs af formater

Når briefet sidder i skabet, er vejen til flere formater kort. Det samme budskab med samme vinkel kan omsættes til:

  • En LinkedIn-postserie med tre pointer og ét proof point per post
  • Et nyhedsbrev med én skarp gevinst og ét klart klik
  • En salgspræsentation, hvor H2-overskrifterne bliver slides.

Tilføj bare kanalens krav til stil og længde. Resten har du allerede tænkt igennem.

Et lille ekstra: mikro-skabeloner, der sparer tid

  • Vinkel-sætning: “Jeg vil fortælle, at [kernegevinst], så [målgruppe] kan [næste skridt] uden [barriere].”
  • H2-løfte: “Sådan [resultat] på [tidsramme] med [metode].”
  • CTA: “Få [værdi] på [lav indsats] nu.”

Gem dem i dit dokument. Skriv hurtigt. Redigér klogt.

Når du vil have sparring på både strategi og sprog

Stærke tekster starter længe før den første sætning.

Et klogt brief binder mål, målgruppe, vinkel og beviser sammen, så du kan skrive med ro i maven og skarp kant i sproget. Hos Falcke Digital Kommunikation binder jeg tekstforfatning, læserens adfærd og SEO sammen i briefet, så indholdet både kan mærkes af læseren og findes på Google.

Har du brug for assistance til at udfylde din næste content-skabelon? Eller har du brug for en samarbejdspartner, der kan føre dit brief hele vejen til publicering – står jeg klar til at hjælpe. Tag endelig kontakt, hvis du vil gøre dit næste udkast skarpere, mere klart – og måske lidt lettere at skrive.

✨✨✨

Tak fordi, du læste med! Har du spørgsmål eller en kommentar, er du velkommen til at give lyd herunder 🙏

Skriv et svar