Bing Ads. Et undervurderet supplement til AdWords

Af gæsteblogger, Michael Bach Godballe

Stort set samtlige webbutikker benytter sig af annoncering på Google via Google AdWords. Og rigtig mange virksomheder uden webshops sværger også til den populære og meget effektive søgemaskine-annoncering, når det handler om at generere målrettet trafik. Trafik, der konverterer.

Men hvad med annoncering på Microsofts søgemaskine, Bing? Har du tænkt over, hvad en bredere eksponering og mere målrettet trafik kan gøre for din konvertering, når du breder din søgemaskine-annoncering ud?

AdWords og Bing Ads er næsten søskende

Google AdWords er et meget effektivt værktøj. Ingen tvivl om det. Men du finder også andre muligheder inden for den annonceringsverden, jeg kalder Matchmaking Markedsføring.

Her tænker jeg hovedsageligt på Bing Ads. Som du kan se herunder, minder Bing Ads i bund og grund meget om Google AdWords. Hele grundlaget for annonceringen er den samme – og annoncerne bliver vist på samme måde:

Hvordan ser en annonce på Bing ud?

>> Kunden søger på et produkt, som kunne være en James Bond dvd
>> Din annonce kommer frem i resultatoversigten
>> Kunden klikker på din annonce.

Funktioner og muligheder i Bing Ads er en smule begrænsede i forhold til AdWords. Det mærker du i midlertidig kun, hvis du benytter mere avancerede funktioner som eksempelvis CPA-bidding.

CPA betyder Cost Per Action og er en bidding-måde, hvor du fastsætter det maksimum beløb, du vil betale for hver handling, kunden foretager.

Eksempelvis fortæller du AdWords, at du maksimalt vil betale 40 kr. for et køb på din webshop. Funktionen kræver, at du benytter konverteringssporing på AdWords. Det er der både fordele og ulemper ved at brug. Den problematik skriver jeg mere om i mit næste gæste-indlæg her på bloggen.

Er Bing Ads pengene værd?

Du tænker sikkert, at langt de fleste jo alligevel benytter Google som søgemaskine – så er Bing Ads overhovedet pengene værd?

Jo, Google er markedsleder. Det er helt korrekt. Men det viser sig faktisk, at omkring 10-15 % bruger Bing som søgemaskine. Og når du vælger at bruge Bing Ads som annoncerings-værktøj, annoncerer du faktisk både på Bing og Yahoo! og på Bing og Yahoo! affilierede websites.

Kort sagt bliver din spændvidde bred. Så bred, at du potentielt opnår mange visninger og klik. Men er det stadig pengene værd, at kaste tid og penge efter Bing Ads? Det ser jeg mere indgående på hér:

CTR og CPC er dine venner hos Bing Ads

Click Through Raten (CTR) og Cost Per Click (CPC) er dine venner hos Bing Ads. Set i forhold til AdWords er CTR hos Bing ofte meget højere og CPC meget lavere. To af de vigtigste målparametre, når vi taler om søgemaskine-annoncering.

Nedenfor ser du et par helt konkrete eksempler. Begge eksempler er fra annoncering til et lille hygge-site, jeg kører, der hedder minigo.dk.

Bing Ads. Et eksempel: Det første billede er Bing Ads. Her kan du se søgeordet helt ude til venstre og CTR ude til højre. Søgeordene er her sorteret efter antal kliks:

Bing Ads. Annoncering på Bing

Google AdWords. Et eksempel: Det næste billede er fra AdWords. Her kan du også ser søgeordet til venstre og CTR til højre:

Google AdWords annoncering

Som du nok ser, er CTR meget højere på Bing end på AdWords. På søgeordet småfolk er CTR 12 %Bing og 1,12 %AdWords. Det svarer til 293 klik på Bing og 279 klik på AdWords. Perioden for de statistikker, du ser, er den samme.

Det er vigtigt at pointere, at CTR i høj grad bliver påvirket af annoncernes gennemsnitsposition. I ovenstående eksempler har Bing Ads-søgeordene en gennemsnitsposition på omkring 2-3. Og AdWords søgeordene har en gennemsnitsposition på 5-6.

Fra et økonomisk og forretningsmæssigt synspunkt er det imidlertid fuldstændig ligegyldigt, fordi du stadig får lige så mange klik.., og endda måske flere, som på Adwords, men for meget færre penge.

Så hvis de potentielle kunder, du får ind fra Bing Ads, ellers konverterer lige så godt som de kunder, du får fra Google – ja, så har du gjort en god markedsføringsmæssig handel i også at benytte Bing Ads som supplement til Google AdWords.

Men hvordan kommer jeg i gang med Bing Ads?

– Det ta’r kun 5 minutter, som fakta ville ha’ sagt det… Og det er faktisk ikke løgn. Bing Ads gør det ufattelig nemt at komme i gang. Specielt når du i forvejen benytter AdWords.

Bing Ads tilbyder funktionen Import from Google AdWords, som er utrolig nem og brugervenlig. Den ser sådan ud:

 

Sådan kommer du i gang med Bing Ads

 

– Og så er det ellers bare med at komme i gang! Jeg anbefaler dog, at hvis du ikke bruger Google AdWords, er det muligvis en fordel at lægge dine kræfter dér til at starte med.

AdWords har en bedre support, og der findes mange flere eksperter, der dækker AdWords annoncering. Det er altså nemmere at komme i gang med AdWords og finde hjælp til det. Også fra mig 🙂